Synet som metafor

Hvorfor kaldes øjnene vinduerne til vores sjæl? Hvorfor taler vi om den måde, vi ”ser” verden på? Hvorfor siger vi: ”Det kan jeg godt se” for at fortælle, at vi har forstået? Hvad er det, vi forstår? Hvad er forholdet mellem vores måde at se på, vores syn og vores måde at være til på?

Synet er ikke kun en fysisk proces, der drejer sig om skarphed. Det er en funktion med mange dimensioner, der har indflydelse på og påvirkes af vores følelsesmæssige og mentale tilstand, og som er knyttet til vores personlighed. Dvs., at hver enkelt form for synsforringelse er knyttet til bestemte personlighedstyper.

Alle nærsynede personer har noget til fælles i deres personlighed, og alle langsynede personer har bestemte fælles karaktertræk, og alle med bygningsfejl arbejder i deres liv med emner, der ligner hinanden. Alle former for forringet syn repræsenterer stress i personens måde at fungere på i forhold til sine omgivelser. Nogle hævder, at stress er årsagen til alle former for følelsesmæssig eller fysisk ubalance, og at stress afspejler, hvordan en person er i samspil med omgivelserne på en måde, som ikke er ”afslappet”. Stress lagres i den fysiske krop på forskellige måder, heriblandt stress eller spænding i bestemte muskler.

Vi kan således sige, at fysiske spændinger er følelsesmæssige eller mentale spændinger lagret i den fysiske krop i musklerne.

Spændinger i bestemte muskler hænger sammen med bestemte følelser og bestemte mentale tilstande. Med andre ord svarer det sted, hvor du føler spændingen, til hvorfor du føler den.
Når det gælder synet, er forskellige synsmæssige forstyrrelser blevet identificeret med for meget spænding i de ekstra-oculære muskler (musklerne der omgiver øjeæblet) og med bestemte følelsesmæssige mønstre. Lad os for at forstå denne proces, kigge lidt nærmere på, hvordan det virker.

Uden om øjeæblet findes der seks øjenmuskler. Vi bruger disse muskler til at bevæge øjeæblet i forskellige retninger, og en overgang mente man, at dette var deres eneste funktion. Så opdagede man imidlertid, at disse muskler var omkring hundrede gange så stærke, som det var nødvendigt for at udføre denne opgave, og eftersom struktur og funktion i den menneskelige krop hænger sammen, synes det åbenbart, at disse muskler også måtte have en anden funktion – og det har de.

De ekstra-oculære muskler fungerer sammen med linsen som en del af synets fokuseringsmekanisme. De får øjeæblet til at blive længere og kortere, alt efter hvad vi ser på, og alt efter hvad vi tænker og føler. På denne måde fungerer synet mere som et kamera med indstillelig linse end som et gammeldags kassefotografiapparat med fikseret linse. Der er fire muskler, der trækker hvert øjeæble direkte tilbage i øjenhulen og gør øjeæblet kortere.
Overspænding i disse muskler, som hedder rectus musklerne, skaber langsynethed, og dette opleves følelsesmæssigt som spænding i bevidstheden som det at gå ud af ens Selv. Det kan opleves som undertrykt vrede, eller vrede vendt mod sig selv (skyld) eller en følelse af, at personen på en eller anden måde ikke er ligeså vigtig som andre.

To muskler, oblique musklerne, går rundt om hvert øjeæble som et bælte, og når disse muskler bliver strammet, klemmer de øjeæblet sammen, og det bliver gjort længere. Overspænding i disse muskler hænger sammen med nærsynethed, og denne spændingstilstand opleves på bevidsthedsniveauet som at gemme sig inde i sit Selv, at trække sig indad, som det at have ængstelse, frygt, eller mistillid som et oplevelsesmæssigt filter. Det opleves som en følelse af at være truet, af at det ikke føles sikkert at være sig Selv.

Et ujævnt spændingsforhold mellem forskellige muskler kan skabe bygningsfejl, forvrænget syn, ved at øjeæblet klemmes ujævnt i forskellige retninger. Herved bliver øjeæblet trukket ud af sin runde form. Dette opleves af personen som en følelse af at være fortabt, af at være usikker eller forvirret med hensyn til egne værdier om, hvad personen virkelig ønsker og/eller virkelig føler. Værdier udefra er blevet integreret indeni på en måde, som ikke er naturlig, organisk eller sand for personen, og den stress, der følger med en sådan situation opleves både i personens bevidsthed og i øjenmusklerne.

Synsforringelse opstår på et tidspunkt i menneskers liv, hvor de oplever stress i forhold til deres omgivelser, men ikke ser det klart på det tidspunkt hverken konkret eller i overført betydning. Når dette står på over længere tid eller med stor intensitet, kan de øjenmuskler, som bliver bærere af denne spænding, blive midlertidig ”fastfrosne” og derved fastholdes øjeæblet i en tilstand, der er ude af fokus. Eftersom spændingen i øjenmusklerne svarer til en spændingstilstand i personens bevidsthed, fastholder denne spænding også personen i en bestemt bevidsthedstilstand. Øjenmusklerne kan imidlertid afspændes, og klart syn kan genoprettes ved at bruge afspændingsteknikker og hatha yoga øjenøvelser (i stil med det optikere kalder ”mobilitetstræning”).

Når den rigtige tonus (spænding) er genoprettet i øjenmusklerne, bliver øjeæblerne i stand til igen at få deres naturlige form, og klart syn kan vende tilbage. Spændinger bliver også sluppet i personens krop og bevidsthed, og personen kan vende tilbage til en lettere, klarere og mere naturlig tilstand af Væren. Vores syns naturlige tilstand er klarhed, og det at vende tilbage til klarhed hænger sammen med at vende tilbage til balance og det virkelig at være os selv.

Eftersom synet er en metafor for den måde, vi ser verden på, og synet samtidig hænger sammen med vores personlighed, kan de elementer af en persons oplevelse, som hænger sammen med hans eller hendes forringede syn, forandres og klart syn kan genetableres, så snart disse elementer er identificerede. I stedet for at opleve effekterne af synsindtryk, vi ved, er forvrængede, kan vi beslutte at tage styringen og bevidst være i overensstemmelse med og vælge de synsmåder, vi ved, virkelig er sande for os, og som vil være mere succesfulde for os i vores samspil med andre, mere i overensstemmelse med, hvem vi virkelig er.

Når vi frigør overspændingen i vores bevidsthed, bliver spændingen også frigjort indefra i vores øjenmuskler, og øjeæblet kan vende tilbage til sin naturlige form, og klart syn genopstår.

Eftersom hver form for synsforringelse svarer til en bestemt personlighedstype, må en forandring i personlighed naturligvis være at forvente som en afspejling af forandringen i det ydre syn. Det ”nye” Væsen vil have den samme essens af Væren, men med en ny måde at være i samspil med omgivelserne på, en ny form for ”dans”, uden det der for personen var ekstra og overflødig spænding. Det vil se ud, som om personen er vågnet fra en meget virkelighedstro drøm, og ting vil give mening på en ny måde. Et opfattelsesmæssigt filter vil være blevet fjernet, et filter som værdier er blevet fastsat igennem, og uden dette filter vil sandere værdier blive tydelige. Det ”nye” Væsen har måske endog ny smag angående madvaner og/eller tøj, nye personlige vaner og samtidig vil det være mere sig selv, være hvem det virkelig er. Det vil være en velkommen transformation.

Synsforbedringsmetoder, som ikke har taget aspektet angående personlighedsmæssige forandringer med, har kun haft begrænset succes. I de tilfælde, hvor klart syn er blevet genvundet, har personen der har været involveret i denne proces været igennem en transformationsproces, og har faktisk givet slip på en rolle og er blevet et andet Væsen, med en anden personlighed, blevet mere sand, og har fået en anden måde at se verden på. Graden af og tempoet for forbedringen har været sammenkædet med personens villighed til at acceptere forandringerne, acceptere den nye personlighed, til at blive et nyt Væsen, eller mere rigtigt blive, hvem han/hun virkelig er.

Hvis vi forestiller os, at vi hver især er omgivet af en boble af energi, vores individuelle opfattelsesmæssige filter, kan vi få øje på nogle metaforer. Mennesker, som er nærsynede, ser det, der er tæt på dem lettere end det, som er længere væk. Deres fokus er mere på, hvad der er inde i deres boble og mindre på, hvad der er udenfor, man kan sige, at de er beskæftigede indeni deres boble og ikke ser ud. Energien og retningen af deres opmærksomhed går indad, trækker sig ind mod det indre, væk fra det, som er udenfor. Ting må være tæt på for at kunne ses klart og uden anstrengelse. Hvad den nærsynede ønsker, føler eller oplever er vigtigere, end hvad andre ønsker eller føler. Orienteringen er mod Selvet i for høj grad for personen. ”Jeg” anses på en eller anden måde for vigtigere end ”du”, og fra det individuelle synspunkt synes ”vi” ikke at inkludere ”du” i lige så høj grad som ”jeg”. Der kan findes et usædvanligt stort behov for privathed, en tilbagetrækning fra verden rundt om, en følelse af at være skræmt af omgivelserne, en gemmen sig indeni.

Fokus for den nærsynedes tænkning er rettet fremad med frygt eller usikkerhed som den følelsesmæssige oplevelse. Dette bliver en overoptagethed, som forhindrer personen i at være fuldstændig til stede i nuet. I hvor høj grad dette opleves, er et spørgsmål om individuel balance og kan relateres til graden af nærsynethed. Naturligvis kan der også findes forskellige kompensatoriske adfærdsformer som aggressivitet for at gøre følelsen af trussel mindre, eller der kan være tale om en forceret udadvendthed for at skjule indadvendtheden, men vi taler her om den basale baggrund for disse ydre former.

Ved langsynethed ses det, som er længere væk klarere end det, som er tæt på. Langsynede mennesker har fokus rettet mere på, hvad der er udenfor deres boble og mindre på, hvad der er indeni. Energien bevæger sig udad, udvider sig væk fra hvad der findes indeni, og holder derved det, der findes udenfor, væk, eller energien bevæger sig imod det. Ting må holdes på afstand for at kunne ses tydeligt og uden besvær. Hvad andre ønsker eller føler opleves som vigtigere, end hvad personen selv ønsker eller føler. Retningen for opmærksomheden er mod andre, væk fra sig Selv, i en grad som er ude af balance for personen. ”Du” betragtes som vigtigere end ”jeg”, og fra individets synspunkt synes ”vi” ikke at inkludere ”jeg” ligeværdigt.
Mens den nærsynede person hurtigt og let trækker sig ind i sig selv, har den langsynede person svært ved at gøre dette, den langsynedes opmærksomhed bliver ved med at være rettet udad. Personen oplever at have større interesse for andre menneskers liv og undgår at se på sit eget. Der lægges større vægt på facaden, og personen identificerer sig med denne, facaden tillægges større betydning end personens essens, hvem personen i virkeligheden er.Personens følelser bliver undertrykt for ikke at støde andre. Fokus for tankerne er mod fortiden med vrede og selvretfærdiggørelse eller en følelse af ikke at have gjort det rigtige, og det bliver en overoptagethed, som forhindrer personen i at være fuldt til stede i nutiden.

I hvor høj grad dette er gældende, vil igen afhænge af individuel balance og af graden af langsynethed, og der kan også her findes ydre kompenserende adfærdsformer, såsom overdreven hellighed for at skjule skyldfølelsen eller venlighed for at skjule vreden.
Ved bygningsfejl er boblen forvrænget, og personen oplever usikkerhed med hensyn til ønsker og følelser afhængig af, om bygningsfejlen er på højre eller på venstre øje eller på begge.

Metafysisk repræsenterer det højre øje (viljesøjet) at se klart, hvad personen ønsker, og det venstre (følelsesøjet) at se klart, hvad personen føler. For venstrehåndede personer forholder det sig omvendt.I en bestemt situation ser en person med en bygningsfejl, hvad personen oprigtigt ønsker eller føler, men mener det er upassende, laver om på ønsket eller følelsen, tror på ændringen og ser ikke længere klart, hvad det var, der virkeligt var sandt. Personens fokus er mere på, hvad der ”skal eller bør” ønskes eller føles, end på hvad der er sandt for personen, og personen oplever en forvirring med hensyn til, hvem han eller hun virkelig er. Hvem ville han eller hun være, hvis personen stoppede med at forstille sig og blev hvem, han eller hun virkelig er?

Kombinationer af synsforringelser svarer til kombinationer af de kvaliteter, der er nævnt. Bygningsfejl kan opleves i kombination med enten nærsynethed eller langsynethed.
Naturligvis kan disse forskellige kvaliteter og adfærdsformer også findes hos mennesker uden synsforringelser, men for personer med synsforringelser er disse former særligt udprægede.
Nærsynethed betyder, at det, som er tæt på, ses klarere. Langsynethed betyder at se det, som er længere væk, klarere. Selvom det i meget sjældne tilfælde kan forekomme, at det ene øje er nærsynet og det andet langsynet, så kan begge tilstande ikke findes i det samme øje. Når personen hverken ser klart nært eller fjernt, afspejler tilstanden en stivhed i tilpasningsmekanismen, der afspejler en stivhed i bevidstheden. Afspændingsteknikker og øjenøvelser kan genoprette fleksibiliteten, og resultatet vil være, at personen vil opleve større fleksibilitet i de mentale processer.

Vi er Væsner af energi, og energien dirigeres af vores bevidsthed. Det betyder, at vi har evnen til at vælge retningen for energiens strøm afhængig af situationen, muligheden for at vælge ikke at styres af fortidige mønstre og opfattelser. Vi kan derimod med villighed til at se ting, som de virkelig er i stedet for gennem et forvrænget filter, ændre de opfattelser, som vi ved, ikke er præcise eller optimale. Strømmen af energi mellem det indre og det ydre af boblen kan forandres ligesom boblens natur kan forandres, boblen er netop det opfattelses ”filter”, som vi ser vores omgivelser gennem.

Et ”fastlåst” filter prædisponerer os til bestemte interaktionsmønstre og opfattelser, det kommer til at virke ligesom en selektiv linse, der kun tillader de opfattelser, der svarer til de basale opfattelser, vi har valgt eller accepteret, og det ignorerer og afskriver derved andre. Eftersom vi handler på baggrund af den information, som kommer igennem til os, kan vi derfor have tilbøjelighed til at forholde os til vores omgivelser på en fastlåst måde. Det er ikke linsens selektivitet, der er problemet, det er det emotionelle filters forvrængende kvalitet, der skal frigøres.

Når vi er klare og centrerede, er boblen klar, og vores handlinger vil så også være klare. Når vi imidlertid er midt i en stærk følelsesmæssig reaktion, er vi ikke centrerede, og vores opfattelser ændres. Situationen ser anderledes ud, og vi reagerer anderledes. Boblen er forvrænget af de følelsesmæssige bølger. Når stærke følelser af vrede, frygt, forvirring osv., bliver undertrykt, som det er tilfældet med mennesker, der har en synsforringelse, bliver boblen forvrænget, men forvrængelsen erkendes ikke. Personen identificerer sig med det forvrængede syn og tror, at dette repræsenterer sandheden, og hvem de i virkeligheden er. Faktisk er det ikke, hvem de i virkelighed er, men bare hvem de synes at være, når de fungerer gennem forvrængelsen.

Personen kan imidlertid frigøre det forvrængende aspekt af linsen og opfattelserne og vende tilbage til sit sande og klare Selv.

Nærsynede mennesker kan rette energien udad ved at være mere og mere villige til at være synlige, ved at stole på, at det vil være i orden. I en given situation eller interaktion kan den nærsynede se sig selv som andre ser ham eller hende, for på den måde at se sig selv gennem den anden persons øjne, så personen ikke kun har synspunktet indefra og ud, men også synspunktet udefra seende ind. Dette vil give personen muligheden for at træde udenfor sig selv og se tingene fra en anden synsvinkel og så bruge de yderligere opnåede informationer til at gøre interaktionen optimal. Det er også vigtigt at behandle den anden person, som personen selv gerne vil behandles, hvis han eller hun var i den anden persons sted. Det er ikke nødvendigt at være enige i den anden persons opfattelse af sig, men blot være villig til at se, at det er sådan den anden person ser dem, at den anden persons opfattelser er lige så vigtige for dem, som personens egne er for ham eller hende. Faktisk kan den anden persons opfattelser være meget værdifulde at kende.

Ideen er ikke at føle sig truet eller skræmt af de omgivelser, personen befinder sig i, men i stedet for mere og mere at fokusere på at være sig selv og stole på, at når personen gør, hvad han eller hun virkelig ønsker og lader sig selv være sand, sker der altid noget vidunderligt. Og eftersom den proces er så vigtig for personen selv så også at anerkende, at den samme proces er ligeså vigtig for mennesker rundt om dem, at alle andre også bare er ved at blive bedre og bedre til at være sig selv.

Fra den nærsynedes synsvinkel kan ”vi” faktisk inkludere ”du” som ligeværdig med ”jeg”, som blot et andet ”jeg”, der er ligeså betydningsfuldt.

Langsynede mennesker kan rette energien mere indad ved at tage sig selv lige så meget i betragtning som andre. Ideen er ikke at holde op med at tage andre i betragtning men også at tage sig selv i betragtning. Dette kan indebære en bevidst proces, hvor personen lader sig selv få, uden skyldfølelser – ikke at tage, men at modtage – og udtrykke ønsker og følelser og lade sig selv få. Ved at modtage behøver der ikke at være et behov for at gengælde, for at sige nej tak men sige tak og acceptere betingelsesløst. At fokusere ikke kun på at acceptere ting men også ideer, at blive opmærksom på de måder, du har holdt ting, ideer og mennesker væk på og tillade dem at komme nærmere. Dette kan indebære mere fokus på, hvem personen virkelig er i tillæg til deres facade udadtil. Facaden udadtil er vigtig, men essensen må ikke overses. Ydre fremtoning er ikke vigtigere end sande følelser, og mennesker værdsætter faktisk ærlighed i følelser. Positiv hensyntagen må også gælde personen selv, at udtrykke kærlighed behøver ikke at indebære ofre. Det er ikke nødvendigt at gå ud af dig selv for at blive elsket og respekteret. Rollen kan være sjov men husk Væsnet, som spiller den, personen inden i.
Fra den langsynedes synsvinkel kan ”vi” inkludere ”jeg” som ligeværdig til ”du” og ”jeg” kan ses som blot et andet ”du”, såvel som adskilt og vigtigt i sin egen ret.

Mennesker med bygningsfejl kan fra tid til anden i løbet af dagen spørge sig selv: ”Hvad ønsker jeg virkelig nu? Hvad føler jeg virkelig nu? Hvad er sandt for mig? Hvis jeg holder op med at ønske at være, hvad jeg ikke er, hvem ville jeg så være? Hvis jeg holdt op med at leve op til andre menneskers normer, hvem ville jeg så være? Hvis jeg holdt op med at lade, som om jeg er den person, jeg har spillet, hvad ville jeg så gøre anderledes?” Følelsen kan have været, at den sande person ikke ville blive accepteret af omgivelserne, i de omgivelser hvor personen har befundet sig. Find derefter ud af om følelsen var rigtig ved at holde op med at spille rollen og vær dig selv. Enten vil du opdage, at følelsen var en misfortolkning og rollen unødvendig, eller at følelsen var rigtig, og du ville så være i stand til at flytte dig hen i omgivelser, hvor du kan være dig selv og accepteret. I begge tilfælde ville resultatet være en større følelse af lethed ved at være dig selv.

Der er plads til os alle, og hvis vi giver os selv lov til at være sande, er der en plads, hvor vi virkelig passer ind, hvor vi ikke kun er accepterede men også værdsatte for den vi er. Vi behøver ikke at lade som om vi ikke ser, hvad der er sandt for os, vi kan tillade os selv mere og mere at være, hvem vi virkelig er, at være mere og mere sande. Med beslutsomhed og villighed til at ændre opfattelser og de ledsagende virkeligheder kan ethvert væsen transformere hans eller hendes syn på verden både i overført og i bogstavelig forstand og derved vende tilbage til en naturlig tilstand med klart syn.

Uddrag fra “Bedre syn ved bevidsthedsændring”
© Copyright Martin Brofman 1991