At eje sin kraft
18 januar 2018AIDS, set med en healers øjne
18 januar 2018Enhver type sygdom kan associeres med en bestemt måde af væren. Én bestemt personlighedstype kan associeres med hjerteproblemer, en anden type med cancer, en tredje med nærsynethed, osv. Personen har stresset sig selv ved denne specifikke væremåde, stressen har nået det fysiske plan og dermed fremkaldt et symptom.
Når nogen vil give slip på et bestemt symptom, skal han give slip på den væremåde, som skabte symptomet. At fjerne stress fra bevidstheden tillader personen at have andre perceptioner og en anden måde af væren. Der sker en ændring i boblens natur, i det perceptionelle filter som bestemmer, hvordan vi ser på verden. Sagt på en anden måde: Fordi vores perceptioner skaber vores virkelighed, sker der et skift, fra én boble til en anden, fra én realitet til en anden, fra ét paradigme til et andet. Derfor kan vi sige, at en healingproces indebærer en transformationsproces. Det er min egen oplevelse, at helbredelse fra en livstruende sygdom altid indebærer en ændring i patientens måde at være på. Enten ændrer man sig eller også bliver man ved med at manifestere symptomer, indtil man dør. Den, som ændrer sig, er i stand til at se tingene i sit liv på en anden måde. Han lægger mærke til, hvordan tingene nu sker på en anden måde, end de skete før ændringen. Den, som ændrer sig, ved at have andre oplevelser, er i stand til at definere en anden tro, og når man først definerer en anden tro, kan man bagefter have oplevelser, som er anderledes.
I begge tilfælde er det vigtigste at fjerne gamle perceptioner, som har været baseret på gamle oplevelser, hvis disse perceptioner resulterer i en anspændt interaktion med omgivelserne.
En måde at opnå denne nyprogrammering, denne perceptionelle modifikation på, er ved at betragte tidselementet som en mulig forvrængende indflydelse i vores indre programmer og perceptioner, og vælge ikke at lade vores fortidige, negative oplevelser fordømme vores positive syn på nuet og fremtiden.
For eksempel kan nogen have et program i sin humane biocomputer, som siger: “Hvergang jeg ser den person, får jeg hovedpine! “. Når denne specifikke person viser sig, forventes hovedpinen at dukke op når som helst, så individet har en mulighed for at bekræfte sin sandhed, dvs. programmet, som individet tror er sandt, og derfor er sandt for dette individ. Uheldigvis er slutresultatet af programmet altid en hovedpine. Selvom programmet er meget effektivt og virkningsfuldt, er slutresultatet dog meget ubehageligt.
For at give slip på programmet, samtidig med at erkende det, som er sandt, kan programmet beskrives som noget, der har været sandt i fortiden. Programmet kan være: “Hver gang jeg har set den person, har jeg fået hovedpine, men måske er det anderledes næste gang. Måske har vedkommende erkendt sine fejl, er blevet oplyst eller har forandret sig (det er jo altid den anden, som skal ændre sig…) Jeg er villig til at se, hvad der sker fremover og hvad der vil være sandt for mig på det tidspunkt.”
Den direkte oplevelse kan nu vise, at noget andet faktisk er sandt. “Denne person er virkelig anderledes og faktisk meget behagelig at have med at gøre! Jeg er sikker på, at jeg aldrig mere får hovedpine, når jeg møder denne person”. Fra dette øjeblik, ved at vælge disse ord, er en ny tro blevet skabt, nye perceptioner er tilladt og en ny virkelighed er skabt med denne nye tro.
Hvis du er interesseret i at opleve healingprocessen og dermed transformationsprocessen, er de ord, du vælger til at beskrive dig selv med, meget vigtige. De er vigtige, fordi ordene, du vælger til at beskrive dine opleve!ser med, skaber din virkelighed og du er interesseret i at skabe en anden virkelighed, hvori du føler dig bedre tilpas end før.
Det er derfor vigtigt at være opmærksom på ordene, du bruger, til at beskrive dig selv med. Hvis du beskriver nogle træk, som ikke er særligt positive, (jeg er sky, bange for succes, naturligt irritabel, osv.) brug så ord, som lader disse træk blive i fortiden og som giver plads for en anden perception i nuet og i fremtiden (jeg var sky, jeg har været bange for succes, jeg har været irritabel, fordi jeg ikke rigtig var mig selv, osv.)
På denne måde vil det være lettere for dig at af-identificere dig selv med gamle ideer. Det vil være lettere at give slip på gamle ideer og gamle spændinger, associeret med symptomerne, du gerne vil give slip på.
Det samme gælder for ordene du vælger til at beskrive symptomet med. Symptomet, du gerne vil give slip på. Tænk på tidselementet og beskriv symptomet, som du oplever det her og nu. Hvis du siger “Det piner mig hele dagen lang”, lægger du måske ikke mærke til, at det ikke gør så ondt lige nu. Hvis du siger: “Symptomet kommer og går”, betyder det, at når du ikke oplever det, forventer du sikkert, at det vender tilbage inden længe.
Det er mere effektivt at beskrive din oplevelse i nuet, at du erkender, hvad der er sandt med en mere positiv orientering mod en positiv fremtid. (“Nu er det bedre end det har været. Det virker faktisk, og det går bedre og bedre”) Den positive mentale attitude er et element, som er brugbart til at nyde den højest opnåelige livskvalitet. For healingprocessen er den endda essentiel.
Uanset hvad du visualiserer, forbedrer du sandsynligheden for, at det sker. Billederne, som du putter i din bevidsthed, har en større tendens til at ske. Hvis du bliver ved med at putte billeder i din bevidsthed, at du lider, er tendensen, at du fortsætter med at lide. Det har ikke en gang noget at gøre med den følelse, du forbinder med billedet. Det er billedet, der er vigtigt. Derfor, hvis du har et billede af noget, du ikke vil have, har du stadig en tendens til at fylde din bevidsthed med dette billede og derfor har du stadig en tendens til at skabe det. Det er vigtigt, at du har et billede af et positivt slutresultat i din bevidsthed om noget, der minder dig om dit mål.
Når du modtager en healing, er det optimalt, hvis du forventer at blive healet. I det mindste må du ikke fylde dig selv med mistro og modstand, som standser processen. Du behøver ikke engang at tro på denne healingmetode, men du må forblive åben for muligheden for at metoden kan virke for dig. Hvis du tror på healingen, kan du under healingen minde dig selv om, at din healing sker nu.
Efter healingen kan du se, om resultatet er delvist eller totalt -indtil nu. Nogle gange viser resultaterne af healingen sig omgående, selvom den fulde effekt af en healing først ses dage, og i nogle tilfælde uger, efter at healingen har fundet sted. Når healingen er total og du ikke længere oplever symptomer, så ved du at du er healet, og må se at komme videre med dit liv.
Hvis du endnu ikke har oplevet den fulde effekt af healingen, er det vigtigt at du vedbliver at minde dig selv om, at healingen har fundet sted og at effekterne er på vej. Se dig selv i en ny boble, den du er på vej mod, i stedet for at se dig selv i din gamle boble. Se dig selv healet i fremtiden.
Når du ændrer din boble eller begiver dig fra én virkelig til en anden, er der tre skridt at tage:
1. Beslut dig for hvad der vil være sandt i din nye virkelighed.
Du kan f. eks. beslutte dig for, at “I den nye virkelighed, når healingen er afsluttet, vil smerten være væk” eller “Jeg vil læse lettere” eller “Svulsten vil være væk”
2. Bekræft perceptionen, at det sker nu.
Det er sandt, at du bevæger dig mod et bestemt mål i fremtiden og at du holder en succesrig perception et sted i fremtiden, men bekræftelsesprocessen må foregå i nuet. Undersøg dine perceptioner af det, som sker nu. Lige her og nu. “Smerten er nu mindre end før. Healingen må finde sted nu” eller “Jeg ser bogstaverne, en lille smule tydeligere end før” eller “Måske er svulsten faktisk en smule mindre nu. Under alle omstændigheder føles min bevidsthed klarere nu, så jeg ved, at noget positivt er ved at ske”.
Positiv tænkning er ikke selvbedrag. Selvom der er højde- og dybdepunkter i at opleve symptomer, et det vigtigt at bemærke at dybdepunkterne er dér, hvor højdepunkterne var førhen og selv på en (nuværende) dårlig dag, føler du dig stadig bedre tilpas, end du følte dig på dine (førhen) gode dage. Sagt på en anden måde: Selv på dage hvor der opleves symptomer, kan du bemærke, at de ikke føles så slemme som før (når det er sandt), og du er derfor i stand til at holde en perception i en positiv retning. Ideen er at give dig selv grunde til at tro på processen, mens du samtidig erkender, hvad der er sandt på det fysiske plan. Det er trods alt målingerne på det fysiske plan, som viser effekterne af det arbejde, som er gjort i bevidstheden. Enhver forbedring på det fysiske plan må erkendes og ejes som bevis for, at healingen sker nu.
Hvis målingerne på det fysiske plan viser en uændret eller forværret tilstand, er det tydeligt, at der er noget, som ikke har fungeret og der må gribes ind, så situationen bliver korrigeret og healingprocessen kan fortsætte. Selv denne nødvendige, korrektion kan ses som en del af healingen. Det er det faktisk også. Det bringer personen tættere på slutresultatet af at være healet.
3. Beslut dig for og vid, at nu er det sandt.
Du fortsætter bekræftelsesprocessen, indtil du oplever dig selv uden symptomer. Når du oplever det, må du overveje den mulighed, at du aldrig nogensinde mere kommer til at opleve dette symptom. Når smerten er væk, kan den være væk for evigt. Når du ser klart, accepterer du det som din nye normale tilstand. Når healingen er komplet, må du se dig selv som healet og på denne måde siger vi, at du “ejer” healingen. Den bevidsthedstilstand, du oplever, og som du ser på verden med, identificerer du som normal og sædvanlig for dig, selvom det er din nye normale væremåde.
Hvis symptomet var bevist på basis af en medicinsk prøve, kan du se frem til nye prøvetagninger, som viser at du er symptomfri. Healet er healet, på alle planer. Hvis prøven viser forbedringer men endnu ikke totale resultater, må du vide, at du er på rette vej og at der kun er et lille stykke vej tilbage. Hvis du har arbejdet med dig selv, så bliv ved! Accepter de fremskridt du har gjort indtil nu. Hvis du har fået en healing, må du erkende at healingen var delvis og at den næste healing vil bringe dig længere frem på din vej, eller måske er det blot den sidste, du nogensinde måtte få brug for.
Når du på fysisk plan får den feedback, der viser dig effekterne af dit healing arbejde, er det vigtigt, at du accepterer det og at du stoler på det. Når du har et perfekt helbred, find så på andre ting at bruge din bevidsthed til end at korrigere problemer. Vær kreativ, brug redskaberne du har lært at bruge, sæt dig selv mål og se, hvordan de manifesterer sig. Skab dig selv et lykkeligt og fuldbyrdet liv.
Du kunne overveje at dele din succes med andre. Mange healere og lærere er startet på deres vej med at heale sig selv først. Det, de deler med os, er deres personlige erfaringer.
Det var på denne måde at det virkede for mig. Måske kan det også virke for dig.
Lad alle vide, at alt kan heales.
Uddrag fra “Alt kan heales”
Copyright 1997: Martin Brofman